Hun var aldrig problemet – mine forventninger stod imellem os💔

Det her er en af de sværeste ting, jeg nogensinde har skrevet... 

For man kan arbejde med hunde, forstå hunde og stadig miste forbindelsen til den hund, man elsker allermest.

Og måske er det netop derfor, det har været så svært at dele.

For det her handler ikke om en hund, der var svær.

Det handler om mig. Om mine forventninger. Om mine drømme. Og om den rejse, jeg måtte tage for at forstå, hvad der i virkeligheden betyder noget.

Jeg troede, jeg havde fundet min drømmehund

Jeg havde i flere år ønsket mig en Border Collie.

Jeg havde læst stolpe op og stolpe ned om avl, linjer og racens egenskaber. Jeg var ny i hundeverdenen med alt, hvad det indebar af træning, konkurrencer og avl, men jeg havde en klar forestilling om, hvad jeg ønskede.

Jeg ville have en hund med fart på. En hund jeg kunne arbejde med. En hund, hvor jeg kunne udvikle mig og skabe et stærkt samarbejde.

Jeg havde endda gjort mig mange tanker om udseendet, fordi jeg vidste, at hun også ville blive en del af mit arbejde og mine videoer som hundemassør og fysioterapeut.

Jeg tror, jeg havde en forestilling om, at når man arbejder professionelt med hunde, så forventer andre også, at ens egen hund er perfekt.

At den er veltrænet. 

At den kan alle øvelser.

At den måske endda præsterer på højt niveau.

Men sandheden er, at det største pres ikke kom fra andre.

Det kom fra mig selv.

Da virkeligheden ikke lignede drømmen

Jeg fandt hunden, jeg havde drømt om.

Og da hun kom hjem, skulle træningen begynde.

I mit hoved havde vi allerede været til konkurrencer længe før, hun fyldte 1 år. Jeg kunne se os arbejde sammen, lære øvelser og opnå alt det, jeg havde forestillet mig.

Men virkeligheden blev en helt anden.

For alt det, jeg troede, jeg vidste om hunde, træning og relationer, blev udfordret.

Jeg måtte erkende, at jeg faktisk havde meget at lære.

Vi kunne ikke finde hinanden.

Vi kunne ikke mødes i relationen.

Vi kunne ikke finde melodien.

Vi kunne ikke få samarbejdet til at fungere, som jeg havde drømt om.

Og jo længere tid der gik, jo mere forsvandt modet.

Lysten til træning dalede.

Undskyldningerne blev flere.

Frustrationen voksede.

Ikke fordi jeg ikke elskede hende.

Men fordi sorgen over den drøm, jeg havde skabt i mit hoved, voksede.

Skammen over ikke at slå til

Det sværeste var ikke, at hun ikke var blevet den hund, jeg havde forestillet mig.

Det sværeste var følelsen af, at jeg selv ikke slog til.

Jeg sammenlignede mig med andre, som havde det samarbejde, jeg længtes efter. Jeg så deres resultater, deres træning og deres glæde sammen med deres hunde.

Og jeg kunne ikke forstå, hvorfor vi ikke var der.

Jeg var nødt til at indrømme overfor mig selv, at min viden og mine ambitioner ikke var nok. 

Jeg manglede noget langt vigtigere.

Forståelsen for, hvordan lige præcis hun og jeg skulle finde hinanden.

Og det var svært at erkende.

Vendepunktet

Jeg havde hele tiden været klar over, at det var hos mig, forandringen skulle ske.

Jeg måtte ændre min tilgang og søge hjælp hos mennesker, som havde den erfaring, jeg manglede.

Og det ændrede alt.

Ikke fordi jeg fik en ny hund.

Men fordi jeg begyndte at se den hund, jeg allerede havde.

Det ændrede ikke kun min tilgang til hende og træningen.

Det ændrede også mit syn på mig selv, mine forventninger og mine ambitioner.

For hvem var det egentlig, der krævede alle de resultater?

Hvem havde besluttet, at vi skulle nå bestemte mål inden en bestemt alder?

Hun var aldrig problemet

Det handlede aldrig om titler.

Det handlede aldrig om resultater.

Det handlede aldrig om at skabe det perfekte glansbillede.

Det handlede om ét ord:

RELATION.

For hvis ikke vi kan nyde hinandens selskab, lege, grine, fejle, kæmpe, være sårbare og bare være sammen, så bliver alt andet ligegyldigt.

Hun var aldrig problemet.

Det var mine forventninger, der stod imellem os.

Da jeg gav slip på idéen om den perfekte hund, begyndte jeg endelig at se hende.

Ikke alle de ting, hun ikke kunne.

Men alt det, hun var.

Jeg begyndte at forstå hendes signaler, hendes måde at kommunikere på og hendes initiativer. 

Jeg tilpassede min kommunikation til hende. 

Jeg tilpassede legen.

Jeg lyttede mere.

Og pludselig så jeg den fantastiske, sjove, vilde og kærlige hund, jeg faktisk havde fået.

Relation før resultater

Det lyder måske nemt.

Det var det ikke.

Det er en proces, og vi er stadig på vores rejse.

Men vores mål har ændret sig.

Vi har ikke travlt.

Vi behøver ikke et bestemt slutmål.

Det vigtigste er, at vi hygger os.

At vi griner.

At vi nyder hinandens selskab.

For det er faktisk farligt.

Ikke fordi relationen er farlig.

Men fordi når du først kommer helt ind under huden på din hund, kan du ikke længere gemme dig bag resultater og præstationer.

For alting skal ikke gå op i en højere enhed.

I skal ikke blive perfekte sammen.

I skal finde hinanden og være enheden.

Når du virkelig ser din hund, oplever du den på en helt anden måde.

Du opdager alt det, den giver dig.

Og du opdager, hvor dyb en relation mellem menneske og hund faktisk kan blive.

Den rejse vi stadig er på

Hun er præcis den hund, jeg drømte om.

Hun er den vilde, enestående og kærlige hund, jeg ønskede mig.

Jeg så det bare ikke, før jeg ændrede mit eget mindset.

Hun udfordrer mig.

Hun lærer mig at se tingene fra nye perspektiver.

Hun driller mig, til jeg er tæt på grå hår.

Og hun gør mig så stolt, hver gang vi lykkes sammen.

Er hun klar til at stå øverst på podierne landet over?

Nej.

Men det er heller ikke det vigtigste.

Det vigtigste er, at jeg elsker at bruge tid sammen med hende.

Når vi træner.

Når vi går ture.

Når vi leger.

Eller når vi bare eksisterer sammen.

For her starter lysten til udvikling.

Ikke i presset.

Men i relationen.

Hvornår så du sidst din hund?

Hvornår har du sidst virkelig set din hund?

Ikke bare kigget på den.

Men set den.

Mærket den.

Set alt det, den er.

Alt det, den tilbyder.

Alt det, den giver dig.

Hvis du ikke kan huske det, så er det måske tegn på, at det er for længe siden.

Så stop op.

Kig på din hund.

Se den, som den ser dig.

For relationen er ikke noget, vi skal skabe til sidst.

Det er dér, alting starter.